Ragnhild Andersen
Jeg føler mig forurettet, mistænkeliggjort og under lup
Hej Ragnhild
Jeg har lidt jeg gerne vil dele med dig. Jeg er desværre en af de mange forældre, som lige nu har en samværssag kørende i Familieretshuset, som højst sandsynligt ender i Familieretten nu vi ikke er enige som forældre -og også en sag i familieafdelingen vedr. mine to børn på 7 og 11 år. De har begge reageret på den 7/7 ordning, vi som forældre valgte, da vi gik fra hinanden. Vi gik fra hinanden for 4 mdr. siden, og vi er langt fra enige om, hvordan samværet skal fordeles, og oplever vores børns behov meget forskelligt. Jeg kan mærke, at jeg synes, det er hårdt og føler jeg ligesom har mistet, ikke kun overblikket, men egentlig også mine rettigheder. Jeg oplever en følelse af at være forurettet, mistænkeliggjort og under lup. Der er meget på spil, da vores fremtid mere eller mindre afhænger af de bedømmelser, der venter forude. Det er jo faktisk vores liv, som lige nu vurderes og jeg føler mig anklaget, bange og bekymret for mine børns trivsel og fremtid. Børnene reagerer lige nu på savn og skæld ud når de er på samvær hos min tidligere samlever- deres anden forælder. Det har skolen lavet en bekymring på. Jeg arbejder som bankrådgiver, og derfor er hele denne situation og måde der bliver skrevet på, meget langt fra det jeg kender.
Hvad kan jeg gøre for at føle og opleve mig mere sikker i dette familiesystem, som jeg jo godt kan se vil vare ved lang tid endnu?
Bekymret hilsen fra en forælder til to skønne børn.
Jeg har lidt jeg gerne vil dele med dig. Jeg er desværre en af de mange forældre, som lige nu har en samværssag kørende i Familieretshuset, som højst sandsynligt ender i Familieretten nu vi ikke er enige som forældre -og også en sag i familieafdelingen vedr. mine to børn på 7 og 11 år. De har begge reageret på den 7/7 ordning, vi som forældre valgte, da vi gik fra hinanden. Vi gik fra hinanden for 4 mdr. siden, og vi er langt fra enige om, hvordan samværet skal fordeles, og oplever vores børns behov meget forskelligt. Jeg kan mærke, at jeg synes, det er hårdt og føler jeg ligesom har mistet, ikke kun overblikket, men egentlig også mine rettigheder. Jeg oplever en følelse af at være forurettet, mistænkeliggjort og under lup. Der er meget på spil, da vores fremtid mere eller mindre afhænger af de bedømmelser, der venter forude. Det er jo faktisk vores liv, som lige nu vurderes og jeg føler mig anklaget, bange og bekymret for mine børns trivsel og fremtid. Børnene reagerer lige nu på savn og skæld ud når de er på samvær hos min tidligere samlever- deres anden forælder. Det har skolen lavet en bekymring på. Jeg arbejder som bankrådgiver, og derfor er hele denne situation og måde der bliver skrevet på, meget langt fra det jeg kender.
Hvad kan jeg gøre for at føle og opleve mig mere sikker i dette familiesystem, som jeg jo godt kan se vil vare ved lang tid endnu?
Bekymret hilsen fra en forælder til to skønne børn.
Kære forælder
Tak for dit spørgsmål. Det jeg læser, som du beskriver, er helt naturlige følelser. Den rygstøtte det giver, blot at blive mødt og anerkendt i de svære følelser hjælper dig med at indse, at du ikke føler forkert og det skal ikke forties. Det er så vigtigt at ytre sig og finde sparring, det giver power og systematiserer følelserne. Det er selvhelbredende i sig selv. Så tak fordi du deler.
Den enorme belastning det kan være at være en del af det sociale system, kan være enerverende.
Jeg vil fortælle dig, at du er ikke alene.... Jeg oplever mange mennesker i mit virke, som føler og oplever sig pressede, magtesløse, skamfulde og ligefrem angstfulde. Dette skyldes bl.a. følelsen af kontroltab som forælder, da man lige pludselig skal ”undersøges”og ”vurderes” af andre, og det er faktisk overordnet ikke muligt at sige nej tak, da det så bare vil ske uden dit samtykke, og først her vil du helt tabe overblikket.
Hvis det handler om børn, hvor der er kommet en henvendelse, eller en underretning, er du mere eller mindre tvunget til at give dit samtykke, så du heller ikke fremstår som usamarbejdsvillig. Du vil helt efter standardprocedurerne blive en del af dette, da begge forældre skal undersøges, og kommunen skal sikre sig lovgivningsmæssigt, om jeres børn har behov for særlig støtte. Dette skal du ikke sidestille med, at du ikke er kompetent som forælder, selv om jeg er helt klar over at det kan være svært, når det nu skal undersøges om dine børn fx får den rette omsorg. Tænk på, at det mange gange ”bare” er vores lovgivning der skal undersøge at dit barn/ børn har det godt om end det er en forstyrrelse ind i din integritet. Alle fagpersonerne som er i kontakt med dine børn, har en særlig underretningspligt, uanset om ændringen i dit barns adfærd skyldes noget du kan tage ansvar for som forældre eller ej. Dette uanfægtet af, hvad børnene reagerer på, om det er mor eller far i forbindelse med samlivsophævelser og nye livsbetingelser eller ej. Det der bliver udfærdiget i en instans, vil følge dig i din sag i alle lag. Så hvad end det gælder børnesamtaler, børnesagkyndige undersøgelser, skoleudtalelser, børnefaglige undersøgelser mm – så er det med andre ord ikke frivilligt. Det du skal tænke på er, at du kan forkorte processen ved at være samarbejdende, da div. undersøgelser af fagprofessionelle skal laves så vidt muligt i samarbejde med familierne.
Så tilbage til dit spørgsmål, handler det for dig om at være på forkant, så du sikrer dig, at der ikke sker faktuelle fejl, og endnu vigtigere sætte dig ind i den/ de faglige vurderinger, de fagprofessionelle laver. Hvis du er eller bliver uenig, så er de fagprofessionelle forpligtet til, ved evt. klager, at skulle beskrive/ dokumentere hvad der ligger til grund for vurdering. Derfor er det også godt at alliere sig med nogle der kan hjælpe dig med at få overblikket, hvis du fx ikke er uddannet inden for det pædagogiske område, da de termer og væsentlighedskriterer der er gældende, kan være svære at cementere, hvis ikke man er i faget selv, eller er vant til at formulere sig.
Så i samværssager, bopælsager, kommunale sager mm. -når forældre er gået hver for sig og ikke er enige om børnene, har aktive sager i enten den ene eller den anden institution, så er det yderst relevant at stille sig kritisk i forhold til ”det socialfaglige skøn”, antagelser og vurderinger. Undersøgelsernes outkast er med til at danne fundamentet for dit og børnenes fremtidige liv i retsinstanserne. For det eneste der vil belyse jeres sag hver især som forældre i fx Familieretten, er primært det de fagprofessionelle vurderer og konkluderer, når I er uenige om jeres børn. Børnenes udtalelser har også enorm tyngde, og det er barnets ret til begge forældre vores lovgivning lægger op til. Dog oplever jeg desværre ofte, at der ikke lægges nok vægt på barnets ytringer og ret til fx det samvær barnet kan mestre, og mere et forsøg på retspolitisk at skulle fordele sol og vind lige, uanset bekostningen for barnet.
Vi kender alle nogle, der har været i berøring med fx retssager, sager i kommunens social- og beskæftigelsesområde, sundhedssystemet osv. Det er jo velfærdsstatens primære opgave, at kunne sikre generel tryghed for alle borgere...også børn.
Dette er der jo i sig selv lidt en ambivalens i, ved at der er mange, der oplever store personlige og økonomiske konsekvenser som sagsramt inden for bl.a. samværssager og kommunale sager, børnefaglige undersøgelser osv.osv..
Mit arbejdsområde omhandler forældre, mor eller far, og børn, som på den ene eller den anden måde er i nogle livssituationer, som kræver forandringer, da noget ikke fungerer. Ofte grundet deres børns (mis)trivsel i forbindelse med de nye livsbetingelser en skilsmisse eller samlivsophævelse er. Det er ressourcestærke forældre, der vil deres børns bedste. Imidlertid bliver mor eller far alligevel en del af div. retsinstitutioner, myndighed, undersøgelser osv., da de måske bare ikke kan blive enige om, hvad der er bedst for deres børn efter en samlivsophævelse. Vurderingerne bliver mange gange, at forældrene selv forårsager fx mistrivsel eller ændret adfærd, grundet konflikt og at det kan løses ved at nedtrappe forældrekonflikten og øge samarbejdet. Det er dog sjældent så enkelt. Det jeg oplever er blot, at nå der så skal inddrages alverdens fagprofessionelle og eksterne aktører, så eskalerer konflikten, og børnene bliver netop inddraget i loyalitetskonflikt både i deres private sfære men også i systemets sfære. Alt skrift fra alle involverede vil nemlig følge dig i din sag om dine børn i alle lag.
Mit råd til dig er, at du skal gøre alt for at være hovedaktør i egen sag. Det vil give dig overblik, indsigt og medansvar.
Det første jeg altid opfordrer mine kunder til, er at bede om aktindsigt. En aktindsigt giver dig hurtigt et overblik i dine børns sagstammer, og hvad der bliver noteret. Herved kan du også forholde dig kritisk til, hvad fx myndighed/ sagsbehandleren beror sagen/ vurderingen på konkret osv.
Systemet har desværre ikke altid øje for deltaljerne, det vil derfor være din pligt og opgave, at informere dem om det gennem dokumentation og oplysning, og sikre dig at alt væsentligt er med, og orientere på kryds og tværs af de forskellige platforme. Aktindsigt gælder også fx Familieretshuset.
Når du er til møder, tag er bisidder med, få mødenotater læst højt så du sikrer dig, hvad der bliver noteret. Det samme gælder i forhold til Familieretshuset, og det der iværksættes. Der lægges generelt meget stor vægt på det med at være samarbejdende, så vær opmærksom på din attitude, dine formuleringer og værn om dine følelsesmæssige udsagn, der også kan blive (fejl)tolket på. Tænk på at uanset hvad, har de fleste interessenter notatpligt, og alt kan danne grundlag for det forvaltningsretslige skøn. Når der i det brede sociale system arbejdes med udfordringer og komplekse sociale problemer, er det en stor opgave som forælder at finde de ressourcer det kræver, at være hovedaktør i egen sag.
Ingen kan love dig, hvor det ender. Men et er sikkert, hvis du gør alt hvad du kan, ikke giver op, bliver hovedaktør, tror på det dine børn ytrer, er du allerede foran og kan til sidst fortælle dine børn, at du gjorde alt hvad du kunne- uanset udfaldet. Det er hårdt og krævende at være hovedaktør, men kan være endnu værre at lade stå til.
Stå fast på dine kerneværdier som forælder, din måde at afkode dine børn og husk på at du er eksperten i dine børns behov og trivsel.
Jeg fristes nogle gange til at betragte vores familieretslige system som en Gordisk knude. Særligt når det gælder børn og forældre. For når der lægges op til at vi som forældre og børn skal have ret til fx lige meget samvær, bliver det reelle og virkelige forhold nogle gange, at barnet skal hugges midt over, og her ender den ene part måske med at afskrive sig sine rettigheder for at skåne barnet, som i sagnet om Kong Salomon. Det er ikke altid hensigtsmæssigt at have to identiteter, to hjem.. hvis vi spørger børnene.
Jeg vil give dig energien og modet til at tage styringen i din sag om dine børn. Fortælle dig at intet er statisk, og altid at kæmpe for at begge dine børn har ret til det gode barndomsliv og at de skal have muligheden for at opnå deres fulde udviklingspotentiale. Skyld og skam, når man er det gode og omsorgsfulde menneske, kan man pudse sine sko med.
I de næste mange måneder håber jeg, at du og dine børn vil møde kompetente fagprofessionelle, da det skrevne ord har meget magt ind i sager om børn, i bred forstand.
Jeg ønsker dig og dine børn det allerbedste fremtidigt.
M.v.h Ragnhild
Tak for dit spørgsmål. Det jeg læser, som du beskriver, er helt naturlige følelser. Den rygstøtte det giver, blot at blive mødt og anerkendt i de svære følelser hjælper dig med at indse, at du ikke føler forkert og det skal ikke forties. Det er så vigtigt at ytre sig og finde sparring, det giver power og systematiserer følelserne. Det er selvhelbredende i sig selv. Så tak fordi du deler.
Den enorme belastning det kan være at være en del af det sociale system, kan være enerverende.
Jeg vil fortælle dig, at du er ikke alene.... Jeg oplever mange mennesker i mit virke, som føler og oplever sig pressede, magtesløse, skamfulde og ligefrem angstfulde. Dette skyldes bl.a. følelsen af kontroltab som forælder, da man lige pludselig skal ”undersøges”og ”vurderes” af andre, og det er faktisk overordnet ikke muligt at sige nej tak, da det så bare vil ske uden dit samtykke, og først her vil du helt tabe overblikket.
Hvis det handler om børn, hvor der er kommet en henvendelse, eller en underretning, er du mere eller mindre tvunget til at give dit samtykke, så du heller ikke fremstår som usamarbejdsvillig. Du vil helt efter standardprocedurerne blive en del af dette, da begge forældre skal undersøges, og kommunen skal sikre sig lovgivningsmæssigt, om jeres børn har behov for særlig støtte. Dette skal du ikke sidestille med, at du ikke er kompetent som forælder, selv om jeg er helt klar over at det kan være svært, når det nu skal undersøges om dine børn fx får den rette omsorg. Tænk på, at det mange gange ”bare” er vores lovgivning der skal undersøge at dit barn/ børn har det godt om end det er en forstyrrelse ind i din integritet. Alle fagpersonerne som er i kontakt med dine børn, har en særlig underretningspligt, uanset om ændringen i dit barns adfærd skyldes noget du kan tage ansvar for som forældre eller ej. Dette uanfægtet af, hvad børnene reagerer på, om det er mor eller far i forbindelse med samlivsophævelser og nye livsbetingelser eller ej. Det der bliver udfærdiget i en instans, vil følge dig i din sag i alle lag. Så hvad end det gælder børnesamtaler, børnesagkyndige undersøgelser, skoleudtalelser, børnefaglige undersøgelser mm – så er det med andre ord ikke frivilligt. Det du skal tænke på er, at du kan forkorte processen ved at være samarbejdende, da div. undersøgelser af fagprofessionelle skal laves så vidt muligt i samarbejde med familierne.
Så tilbage til dit spørgsmål, handler det for dig om at være på forkant, så du sikrer dig, at der ikke sker faktuelle fejl, og endnu vigtigere sætte dig ind i den/ de faglige vurderinger, de fagprofessionelle laver. Hvis du er eller bliver uenig, så er de fagprofessionelle forpligtet til, ved evt. klager, at skulle beskrive/ dokumentere hvad der ligger til grund for vurdering. Derfor er det også godt at alliere sig med nogle der kan hjælpe dig med at få overblikket, hvis du fx ikke er uddannet inden for det pædagogiske område, da de termer og væsentlighedskriterer der er gældende, kan være svære at cementere, hvis ikke man er i faget selv, eller er vant til at formulere sig.
Så i samværssager, bopælsager, kommunale sager mm. -når forældre er gået hver for sig og ikke er enige om børnene, har aktive sager i enten den ene eller den anden institution, så er det yderst relevant at stille sig kritisk i forhold til ”det socialfaglige skøn”, antagelser og vurderinger. Undersøgelsernes outkast er med til at danne fundamentet for dit og børnenes fremtidige liv i retsinstanserne. For det eneste der vil belyse jeres sag hver især som forældre i fx Familieretten, er primært det de fagprofessionelle vurderer og konkluderer, når I er uenige om jeres børn. Børnenes udtalelser har også enorm tyngde, og det er barnets ret til begge forældre vores lovgivning lægger op til. Dog oplever jeg desværre ofte, at der ikke lægges nok vægt på barnets ytringer og ret til fx det samvær barnet kan mestre, og mere et forsøg på retspolitisk at skulle fordele sol og vind lige, uanset bekostningen for barnet.
Vi kender alle nogle, der har været i berøring med fx retssager, sager i kommunens social- og beskæftigelsesområde, sundhedssystemet osv. Det er jo velfærdsstatens primære opgave, at kunne sikre generel tryghed for alle borgere...også børn.
Dette er der jo i sig selv lidt en ambivalens i, ved at der er mange, der oplever store personlige og økonomiske konsekvenser som sagsramt inden for bl.a. samværssager og kommunale sager, børnefaglige undersøgelser osv.osv..
Mit arbejdsområde omhandler forældre, mor eller far, og børn, som på den ene eller den anden måde er i nogle livssituationer, som kræver forandringer, da noget ikke fungerer. Ofte grundet deres børns (mis)trivsel i forbindelse med de nye livsbetingelser en skilsmisse eller samlivsophævelse er. Det er ressourcestærke forældre, der vil deres børns bedste. Imidlertid bliver mor eller far alligevel en del af div. retsinstitutioner, myndighed, undersøgelser osv., da de måske bare ikke kan blive enige om, hvad der er bedst for deres børn efter en samlivsophævelse. Vurderingerne bliver mange gange, at forældrene selv forårsager fx mistrivsel eller ændret adfærd, grundet konflikt og at det kan løses ved at nedtrappe forældrekonflikten og øge samarbejdet. Det er dog sjældent så enkelt. Det jeg oplever er blot, at nå der så skal inddrages alverdens fagprofessionelle og eksterne aktører, så eskalerer konflikten, og børnene bliver netop inddraget i loyalitetskonflikt både i deres private sfære men også i systemets sfære. Alt skrift fra alle involverede vil nemlig følge dig i din sag om dine børn i alle lag.
Mit råd til dig er, at du skal gøre alt for at være hovedaktør i egen sag. Det vil give dig overblik, indsigt og medansvar.
Det første jeg altid opfordrer mine kunder til, er at bede om aktindsigt. En aktindsigt giver dig hurtigt et overblik i dine børns sagstammer, og hvad der bliver noteret. Herved kan du også forholde dig kritisk til, hvad fx myndighed/ sagsbehandleren beror sagen/ vurderingen på konkret osv.
Systemet har desværre ikke altid øje for deltaljerne, det vil derfor være din pligt og opgave, at informere dem om det gennem dokumentation og oplysning, og sikre dig at alt væsentligt er med, og orientere på kryds og tværs af de forskellige platforme. Aktindsigt gælder også fx Familieretshuset.
Når du er til møder, tag er bisidder med, få mødenotater læst højt så du sikrer dig, hvad der bliver noteret. Det samme gælder i forhold til Familieretshuset, og det der iværksættes. Der lægges generelt meget stor vægt på det med at være samarbejdende, så vær opmærksom på din attitude, dine formuleringer og værn om dine følelsesmæssige udsagn, der også kan blive (fejl)tolket på. Tænk på at uanset hvad, har de fleste interessenter notatpligt, og alt kan danne grundlag for det forvaltningsretslige skøn. Når der i det brede sociale system arbejdes med udfordringer og komplekse sociale problemer, er det en stor opgave som forælder at finde de ressourcer det kræver, at være hovedaktør i egen sag.
Ingen kan love dig, hvor det ender. Men et er sikkert, hvis du gør alt hvad du kan, ikke giver op, bliver hovedaktør, tror på det dine børn ytrer, er du allerede foran og kan til sidst fortælle dine børn, at du gjorde alt hvad du kunne- uanset udfaldet. Det er hårdt og krævende at være hovedaktør, men kan være endnu værre at lade stå til.
Stå fast på dine kerneværdier som forælder, din måde at afkode dine børn og husk på at du er eksperten i dine børns behov og trivsel.
Jeg fristes nogle gange til at betragte vores familieretslige system som en Gordisk knude. Særligt når det gælder børn og forældre. For når der lægges op til at vi som forældre og børn skal have ret til fx lige meget samvær, bliver det reelle og virkelige forhold nogle gange, at barnet skal hugges midt over, og her ender den ene part måske med at afskrive sig sine rettigheder for at skåne barnet, som i sagnet om Kong Salomon. Det er ikke altid hensigtsmæssigt at have to identiteter, to hjem.. hvis vi spørger børnene.
Jeg vil give dig energien og modet til at tage styringen i din sag om dine børn. Fortælle dig at intet er statisk, og altid at kæmpe for at begge dine børn har ret til det gode barndomsliv og at de skal have muligheden for at opnå deres fulde udviklingspotentiale. Skyld og skam, når man er det gode og omsorgsfulde menneske, kan man pudse sine sko med.
I de næste mange måneder håber jeg, at du og dine børn vil møde kompetente fagprofessionelle, da det skrevne ord har meget magt ind i sager om børn, i bred forstand.
Jeg ønsker dig og dine børn det allerbedste fremtidigt.
M.v.h Ragnhild